1. Forside
  2. Biblioteket-appen
  3. Tilkøbsfunktion: Lån & Aflever

Hvordan bruges Lån & Aflever?

For at låne materialer skal du scanne dem med din smartphone. For at aflevere materialer, skal du stå i bibliotekets markerede afleveringsområde og scanne materialerne. Læs hvordan herunder.

Hvordan fungerer funktionen?

Der sidder NFC-teknologi i de fleste smartphones. Du kender nok NFC, eller "Near Field Communication" fra f.eks. kontaktløse dankort. NFC i din smartphone gør det muligt at scanne det RFID-tag, som er ID'et på alle biblioteksmaterialer. 

ID'et sidder oftest i et klistermærke på materialets bagside. Det er lettest for telefonen at læse ID'et, hvis der er fysisk kontakt mellem telefonen og materialet. Læg derfor gerne telefonen direkte på materialet, når du scanner. 

Hvilke enheder understøtter funktionen?

iOS minimumskrav

  • iPhone 7 eller nyere
  • iOS 13 eller nyere
  • Funktionen kan ikke bruges på iPads, da de ikke understøtter NFC

Android minimumskrav

  • De fleste Android-devices understøtter NFC
  • Alle Android-versioner

Hvor sidder scanneren?

iOS

Scanneren sidder foroven på bagsiden af telefonen. Hold gerne bagsiden eller spidsen af telefonen mod bagsiden af materialet du vil scanne og flyt din mobil langsomt rundt til den finder ID'et. Hold mobilen stille når du mærker en vibration.

Android

Scanneren kan sidde forskellige steder på telefonens bagside, men oftest i toppen eller midten. Hold gerne telefonens bagside fladt mod materialet du vil scanne og flyt din mobil rundt til den finder ID'et. Hold mobilen stille når du mærker en vibration.

Alarm

Materialets alarm bliver deaktiveret, når et lån registreres i appen. Hvis alarmen ikke når at blive deaktiveret, vil appen gøre dig opmærksom på dette med en fejlmeddelelse. For at slå alarmen fra, skal du blot scanne materialet igen. 

Når du afleverer materialer, slås alarmen automatisk til.

Er der materialer jeg ikke kan låne og aflevere?

Materialer med flere RFID-tags f.eks. CD'er og DVD'er kan ikke udlånes og afleveres med appen. Hvis du forsøger at scanne et materiale med flere tags, vil du blive informeret om, at det ikke er muligt. Du skal i disse tilfælde benytte en selvbetjeningsautomat i stedet for. 

Forbindelse til aflevering

Biblioteket har et markeret afleveringsområde, hvor der gennem Bluetooth oprettes forbindelse mellem din smartphone og afleveringssystemet. Du kan finde området ved at følge vejledningen på din telefon eller lede efter ikonet der markerer området:

aflever-ikon-redia-kopi.png

Når du befinder dig i området, forbindes du automatisk og kan begynde at scanne og aflevere materialer. Står du i det markerede afleveringsområde, men har problemer med at oprette forbindelse, kan det hjælpe at bevæge dig lidt rundt i området. Du kan se på appen, når den er klar til at scanne og aflevere. 

God fornøjelse med at låne og aflevere materialer med Biblioteket-appen